Knudsskov Græsningsforening


Vedtægter



§1. Foreningens navn

  • Foreningens navn: Knudsskov Græsningsforening
  • Foreningens hjemsted: Knudshoved Odde, Vordingborg
  • Foreningens besætnings officielle registrering:
CHR nr.: 109644
SE nr.: 29090483


§2. Foreningens formål og område
  • Det er foreningens hovedformål at medvirke til naturplejen primært i området mellem Draget og Knudsskovs østlige afgrænsning.
Naturplejen udøves ved afgræsning, og der arbejdes løbende på at opnå en afstemt balance mellem antallet af dyr og det ønskede græsningstryk.
  • Afgræsningen skal foretages med en egnet kullet kvægrace.
Som udgangspunkt vælges kvægracen Sort Galloway.
3. Desuden er det et mål at producere kød på et biologisk bæredygtigt
og dyreetisk forsvarligt grundlag.
  • Foreningens aktiviteter er underlagt bestemmelserne i den tinglyste fredningsaftale for området samt i den med Rosenfeldt Gods indgåede Græsningsaftale.


§3. Medlemsoptagelse, -udmeldelse og eksklusion
1. Som aktive medlemmer med anpartsindskud kan optages alle myndige personer samt institutioner o. lign., der kan tilslutte sig foreningens formål.
2. Der kan optages passive medlemmer uden anpartsindskud også kaldet støttemedlemmer.
3. Efter ønske fra parterne bag fredningsaftalen er Danmarks Naturfredningsforening født medlem med en fast plads i foreningens bestyrelse. Jf. §2.4.
4. Rosenfeldt Gods tilsendes dagsordner og referater fra foreningens bestyrelsesmøder og indtræder i bestyrelsen, når og hvis godset ønsker det.
  • En anpart har en pålydende værdi af kr. 1.500 ved tegning. Medlemmer kan erhverve en eller flere anparter. Der udstedes et nummereret anpartsbevis til anpartshaver pr. tegnet anpart.
  • Bestyrelsen udsteder ved foreningens opstart et antal anpartsbeviser, der harmonerer med foreningens aktiver. Som udgangspunkt kan der herefter ikke tegnes flere anparter. Bestyrelsen kan dog efter beslutning på en generalforsamling få bemyndigelse til at udvide anpartskapitalen, hvis der er sket en væsentlig forøgelse af foreningens aktiver. På generalforsamlingen skal anparternes antal, pålydende værdi og salgspris besluttes.
7. Bestyrelsen skal orienteres skriftligt med behørig dokumentation, hvis anpartsbeviser sælges eller overdrages til anden person.
8. Indmeldelse sker ved henvendelse til foreningens formand eller
kasserer. Medlemskabet er gyldigt, når kontingentet er betalt.
9. Udmeldelse skal ske skriftligt med 1 måneds varsel til den
1.januar.
10. Anparten tilbagekøbes ved returnering af anpartsbeviset til bestyrelsen senest den 1. februar med et beløb svarende til indskuddets aktuelle værdi. Indskuddet nedskrives med 1/5 hvert år. Nedskrivning finder sted første gang pr. 31. december 2004 gældende for alle anparter erhvervet inden denne dato. Ved udmeldelse 4 år efter første nedskrivning betales der således intet indskud tilbage. Herudover har anpartshaver ved udmeldelse intet krav på andel i foreningens formue, ligesom alle hidtidige rettigheder fraskrives.
En tilbagekøbt anpart kan af bestyrelsen genudbydes til salg til den oprindelige pålydende værdi i første omgang til støttemedlemmer i forhold til deres indmeldelsesdato. Nedskrivning vil finde sted efter gældende principper første gang den 31. december i det år, hvor anparten er købt. Der udstedes nyt anpartsbevis ved gensalg af anpart.
11. I tilfælde af manglende kontingentbetaling kan bestyrelsen - efter
forgæves skriftlig henvendelse - beslutte eksklusion. Alle rettigheder fortabes ved eksklusion, således også krav på tilbagebetaling af den nedskrevne anpartsværdi.
12. Ved en anpartshavers død går anparten i arv. Arvingen skal herved meddele, at vedkommende er indtrådt som sådan og fortsætte kontingentbetalingen. Ønsker arvingen ikke at overtage anparten, kan denne udmelde sig af foreningen iht. § 3, stk. 9.


§4. Medlemsforpligtigelser
1. Foreningens medlemmer såvel aktive som passive betaler kontingent, der medgår til dækning af foreningens driftsudgifter. Beløbet fastsættes af generalforsamlingen. Anpartshavere betaler kun ét kontingent uanset antal tegnede anparter.
2. Foreningens øvrige driftsudgifter dækkes via salg af kød til foreningens anpartshavere - som udgangspunkt én gang årligt. I tilfælde af overskydende kødportioner udbydes disse til salg til støttemedlemmer.
3. Foreningen hæfter kun med sin formue og foreningsmedlemmerne hæfter ikke personligt.
4. Ved besøg på græsningsarealerne skal medlemmerne følge opsynsmandens anvisninger og efterleve bestemmelserne i græsningsforeningens skriftlige aftale med Rosenfeldt Gods.
5. Medlemmerne skal følge Naturbeskyttelseslovens bestemmelser vedrørende færdsel i naturen og har således ingen form for udvidet færdselsret på området.


§5. Slagtning, salg og fordeling af kød
  • I samråd med den overordnet ansvarlige opsynsmand beslutter bestyrelsen årligt udtagning af et antal dyr til slagtning.
  • Bestyrelsen er ansvarlig for, at slagtning sker ud fra gældende lovgivning.
  • Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år fastsættes en pris på det udbudte kød, som svarer til beløbet på de budgetterede driftsmidler, der ikke dækkes via kontingentindbetalinger.
  • Bestyrelsen er ansvarlig for, at det udbudte kød fordeles blandt de anpartshavere, der efter nærmere retningslinier har givet tilsagn om køb af kød, og det tilsigtes som udgangspunkt, at flest muligt tilgodeses.
  • Bestyrelsen kan beslutte, at der udtages enkelte dyr til andet formål.


§6. Opsyn og registrering
  • Bestyrelsen har ansvaret for blandt foreningens medlemmer at finde et passende antal frivillige, der vil påtage sig det almindelige opsyn med kvæg og folde.

  • Blandt disse frivillige foreningsmedlemmer udpeges 2-3 koordinatorer, som har det overordnede ansvar for dyrenes velfærd, indberetning, registrering, avlsarbejde samt planlægning af arealernes afgræsning.

  • Nærmere aftaler om vilkår for opsyn aftales mellem opsynsfolk og bestyrelse og nedfældes i ”Retningslinier for opsyn med kvæg og folde”, som redigeres én gang årligt i måneden efter generalforsamling.

  • Koordinatorerne refererer til bestyrelsen via en styregruppe bestående af bestyrelsens formand, DN-repræsentant samt eventuelt endnu et bestyrelsesmedlem efter nærmere aftale.

  • Styregruppen fungerer som gensidigt sparringsforum for bestyrelse og koordinatorer, hvad angår forhold vedrørende opsyn, kvæg og folde. Styregruppen har kompetence til at træffe afgørelser vedrørende disse forhold i det omfang, det ikke berører foreningens overordnede målsætning. Møder i styregruppen indkaldes ad hoc.

  • Der kan efter behov gøres brug af professionel honoreret arbejdskraft.
Til dette formål skal der være afsat midler i budgettet efter nærmere aftale med styregruppen.

  • Bestyrelsen har ansvaret for, at opdaterede aftaler vedrørende opsynsforhold og oversigt over navne på opsynsfolk tilfalder
Rosenfeldt Gods.

  • Er det ikke muligt at finde personer, der vil påtage sig opsynet med dyrene, er det bestyrelsens ansvar midlertidigt at sørge for varetagelse af opsyn - enten indtil der er fundet frem til en holdbar løsning eller frem til en eventuel opløsning af foreningen.


§7. Regnskab
1. Foreningens regnskab følger kalenderåret og forelægges revideret på den ordinære generalforsamling.


§8. Generalforsamling
1. Generalforsamling afholdes hvert år senest i maj måned.
2. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
3. Indkaldelse til generalforsamling skal ske skriftligt med mindst
14 dages varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden.
4. Indkomne forslag til behandling på generalforsamlingen skal være
bestyrelsen i hænde senest 1. februar.
5. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset fremmøde.
6. Afstemning sker ved håndsoprækning, med mindre andet begæres.
7. Der tildeles én stemme pr. anpartshaver og ikke pr. anpartsbevis.
8. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
9. Passive medlemmer (støttemedlemmer) har ikke stemmeret.


§9. Dagsorden for generalforsamling
Dagsorden til den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
1. Registrering af stemmeberettigede medlemmer
2. Valg af dirigent og referent
3. Bestyrelsens beretning
4. Godkendelse af revideret regnskab og af budget
5. Fastlæggelse af kontingent
6. Indkomne forslag fra bestyrelse og medlemmer
7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter
8. Valg af revisor og revisorsuppleant
9. Eventuelt



§10. Ekstraordinær generalforsamling
1. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen eller 1/3
af de stemmeberettigede medlemmer.
2. Indkaldelsen skal ske efter samme retningslinier som ved almindelig
Generalforsamling.



§11. Bestyrelsen
1. Bestyrelsen består af 4-6 aktive medlemmer valgt på generalforsamlingen samt en repræsentant udpeget af og fra DN’s lokalkomite (jf. § 3.2). Ønsker godset at indtræde (jf. §3.4), vil den samlede bestyrelse kunne bestå af op til 8 medlemmer.
2. Består bestyrelsen af et lige antal medlemmer er formandens stemme afgørende ved stemmelighed.
3. De generalforsamlingsvalgte bestyrelsesmedlemmer er valgt for 2 år ad gangen. Ved den stiftende generalforsamling er de 2 førstvalgte bestyrelsesmedlemmer valgt for 2 år og de 2 øvrige valgt for 1 år.
4. Der kan vælges op til 2 suppleanter. Valget er for et år ad gangen.
5. Bestyrelsen konstituerer sig selv.



§12. Vedtægtsændringer og opløsning
1. Vedtægtsændringer kan kun ske på en generalforsamling ved simpelt flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
2. Hvis foreningen søges ophævet, kan det ske ved 2/3’s flertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer på 2 ekstraordinære generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.
3. Hvis aftalen med Rosenfeldt Gods ophører, opløses foreningen ved en ekstraordinær generalforsamling, indkaldt af bestyrelsen.
4. Ved evt. ophør fordeles foreningens aktiver blandt medlemmerne i forhold til anparter.





Nærværende reviderede udgave af foreningens vedtægter erstatter vedtægter vedtaget på den ordinære generalforsamling 4. marts 2007


Vedtaget på den ordinære generalforsamling 1. marts 2009.