Knudsskov Græsningsforening

Nyhedsbrev marts 2008



Kære anpartshavere og støttemedlemmer.

Så er det igen tid for lidt information fra vor forening. Vi har haft et meget travlt 2007 med megen aktivitet for at få foreningen til at arbejde i en konstruktiv bane, som vi i 2007 har lagt os fast på.
På længere sigt vil det give basis for en større bæredygtighed, hvilket vi også synes nu går den rigtige vej.

Der har lige været afholdt generalforsamling 2. marts 2008 – hvor der var udflugt ud til dyrene,
efterfølgende middag med galloway-kød, lækkert tilberedt af Hanne Jørgensen og derefter generalforsamlingen. Dagen forløb godt med bl.a. indlæg ved koordinatorerne Leif Nielsen og Preben Knuth , samt indlæg ved agronom Anne Gravsholt Busck - god saglig debat med stof til eftertanke.
Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter – dem, som var på valg, blev alle genvalgt, hvilket giver et godt udgangspunkt for det videre arbejde i foreningen. Økonomien – årets resultat, kom for første gang i foreningens levetid ud med et pænt overskud, hvilket bevirker en konsolidering af økonomien og en god arbejdsro.

Som nævnt på generalforsamlingen samt i årsberetningen har vi nu 16 anparter, som søger nye aktive ejere.
Oprindelig havde DN (Danmarks Naturfredningsforening) 20 anparter i foreningen, men har nu givet foreningen 19 af disse tilbage, idet situationen har udviklet sig derhen, at det er mere vigtigt, at der til de enkelte anparter er knyttet mulighed for af skaffe aktive hænder samt potentielle kødaftagere. Der er p.t. solgt 3 anparter, og der resterer nu 16 stk., som er til salg.


Lørdag den 8. marts 2008 blev dyrene delt, således at 12 køer nu går ude i Dragsmarkerne.
Det er dem, som formodes at være drægtige, og som skal parres med en lejet tyr i løbet af sommeren. Der er foregået en nøje planlægning med udvælgelse af disse – det man i fagsprog kalder avlsarbejde.
De resterende 21 dyr går nu i Paradiset, hvor de bliver indtil 1. maj, hvorefter de bliver flyttet til Møllemarken og Rævebakken. Arbejdet med at dele dem gik stille og roligt – god planlægning /forberedelse betaler sig.
Kopassergruppen er kommet godt gennem vinteren, selvom der har været sygdom og andet fravær i
gruppen. Vinteren har heldigvis været mild og ikke givet problemer.
I april 2008 forventes de første nye kalve at melde deres ankomst – så det bliver spændende at følge.


Der kan nu tilbydes en føl- eller måske snarere ”kalve”ordning for interesserede medlemmer m.fl. , hvor det bliver muligt, at følge det daglige arbejde med pasning af dyrene og øvrigt tilsyn med f.eks. hegn, vand, osv. Man kan vælge at følge en tilsynsgruppe en dag eller flere dage.
Interesserede kan kontakte Preben Knuth på tlf. 21620122 eller Leif Nielsen på tlf. 29806024.
Hjemmesiden har som tidligere omtalt, fået nyt look, og ny webmaster, som nu er Martin Ammentorp. Input kan sendes direkte til formand via hjemmesidens kontaktfelt.


Der vil også i år i lighed med tidligere år blive afholdt 2 arbejdsdage – hhv.
15. juni og 14. september – i tidsrummet kl. 9.30 - 13, derefter frokost med egen madpakke samt socialt samvær i ko-foreningens tegn. Sæt kryds i kalenderen.


Der vil blive arrangeret en udflugt til Dybsø
søndag den 25. maj 2008, hvor man kan opleve naturen med dens plante- og fugleliv samt en galloway-besætning, som afgræsser øen – meget mere om dette senere, idet der senere i måneden vil blive udsendt indbydelse dertil. Men sæt kryds i kalenderen allerede nu til en spændende dag.


Vi ønsker alle et godt forår samt en rigtig god påske


på bestyrelsens vegne
Susanne Jensen