Nyhedsbrev - december 2009



Kære anpartshavere og støttemedlemmer.

Da året er ved at rinde ud – er det tid for lidt nyt om foreningens ve og vel – da det er en aktiv forening
med mange opgaver og udfordringer, vil jeg begynde hvor vi sluttede sidste nyhedsbrev -

Sommeren havde en enkelt arbejdsdag i juli-måned, hvor nogle få var ude og slå under hegnene, hovedsagelig i Paradiset. Den store arbejdsdag foregik den 23. august, hvor 21 deltog, og arbejds- opgaverne var mange og i flere af vore afgræsningsområder. Vi afsluttede med lidt socialt samvær omkring grillen, og ko-snak. Dagen var en succes, idet flere medlemmer også meldte sig til aktivt
at være ansvarlige for at vedligeholde områder fremover.

Hen over sommeren har der været studning af tyrekalvene, samt vaccinationer for Blue Tongue.
Hoppes Mark, som har været en forsøgsordning, har huset 16 stude, som virkelig har gjort en meget
flot naturpleje af området, så godt, at der efter en lang og tør sommer ikke var meget at fortære, så
derfor har vi været nødt til at køre wrap og vitaminer ud til dem. Området skal nu have fred en periode, derfor er de resterende 8 stude kørt ud til Dragsmarkerne, hvor de nu går sammen med den øvrige flok,
store som små. Der går nu 34 dyr ude i Dragsmarkerne, hvor de vil gå så længe, der er mad til dem, og
vintervejret tillader det. Senest 1. februar vil dyrene komme tilbage til Paradiset, når jagtperioden er overstået for denne omgang. Alle dyr trives godt og er altid et besøg værd - så tag et øjeblik fri – gå ud og nyd den dejlige natur og vore dyr.
Også i år har vi haft besøg af en tyr, han kom i juli og blev afhentet igen sidst i november, så nu venter
vi spændt foråret 2010 - hvor mange nye kalve vi vil få.

Der blev i november afhentet 8 stude samt 3 ældre køer til slagtning – dyrene blev afhentet på en god og rolig måde til vor fulde tilfredshed, da vi sætter dyre velfærd meget højt, er det et krav fra vor side
at vore dyr behandles godt. Os, som deltog i den efterfølgende kødudlevering, synes at denne foregik
i god ro og orden, men vi hører da gerne fra jer, hvis der er noget vi kan gøre bedre.

Der er hele tiden megen aktivitet for kopassere og koordinatorer med pasning af dyr, hegn og folde, m.v., så det er rigtig dejligt, at flere arbejdsteams nu vil aflaste - ved at være behjælpelig med vedligeholdelsen af hegn og folde, da der er meget arbejde med dyrene, som I også kan læse om på vor
hjemmeside:

www.knudsskov-graesningsforening.dk .

Den nye græsningsaftale gældende fra 1. januar 2009 medførte bl.a., at aftale om Hoppes Mark og Paradiset ophørte med udgangen af september 2009 – og da det ville medføre, at vi skulle reducere
vore dyr betragteligt, da vor afgræsningsområder var meget formindsket, og vort ”spisekammer” –



Paradiset forsvandt – gik bestyrelsen og styregruppe, m.v. i tænkeboks – og der blev tænkt mange tanker på løsningsmodeller, da foreningens eksistensgrundlag var betydeligt forandret, og kunne
i allerværste fald betyde dens ophør.

Vi kontaktede vore samarbejdspartnere – Rosenfeldt Gods v/Peter Tillisch, Jagtkonsortiet og Vordingborg Kommune for dialog, da vi mener, at vi har brug for hinanden, og har et godt netværk og forståelse for hinandens interesser.
Efter diverse forhandlinger og meget arbejde for alle parter i at få konstrueret aftaler, som kan tiltrædes af alle, lykkedes det, at kunne underskrive aftaler omkring Hoppes Mark og Paradiset – men kun for 1 år – så skal aftalerne evalueres og genforhandles.

Alle aktive i Græsningsforeningen arbejder godt sammen, og har dannet gode netværk, som giver foreningen en god ballast for dens bestående og klare de mange opgaver og udfordringer, som hele tiden byder sig i en eller anden grad. Økonomien hænger også fint sammen, idet vi ikke længere skal ud og hyre professionelt hjælp, vore udgifter holdes på lavt niveau, og vi har været heldige med at vore dyr har været sunde og raske og gode naturplejere.
Foreningen har også stor gavn af gode samarbejdspartnere, som aktivt medvirker med løsning af opgaver i hverdagen, hvilket også vil være en nødvendighed fremover.
Foreningen er hele tiden i udvikling, og vi vil også fremover arbejde med nye tiltag, som vi håber alle vil bakke aktivt op om.

Tiden nærmer sig også for, at vi igen skal have medlemsdag med generalforsamling – som er fastsat til:
søndag, den 28. februar 2010, hvor vi traditionen tro vil starte med en tur ud til dyrene og samle appetit til spisning – foreningen vil igen trylle lidt mad af kød fra vore egne dyr – oplæg/foredrag / debat - og vi slutter med generalforsamling. Sæt derfor kryds i kalenderen til en hyggelig dag i vor forening.

Indbydelse, dagsorden, m.v. vil blive sendt ud i januar 2010. Hvis I har forslag, som skal behandles på
generalforsamlingen, skal disse være bestyrelsen i hænde senest 1. februar 2010.

Ligeledes skal der gøres opmærksom på, at opkrævning af kontingent vil blive udsendt i januar 2010.
Vi anmoder om rettidig betaling og meget gerne tilmelding til PBS.

Vi siger tusind tak til alle, som i årets løb har bidraget til foreningens fortsatte eksistens, og ønsker jer og jeres familier en rigtig glædelig jul samt et godt nytår.


På bestyrelsens vegne

Susanne Jensen