Gallowaykvæget har sin oprindelse i den sydvestskotske egn Galloway. Det stammer fra en dominant-kullet (hornløs) race, som har overlevet som forvildet kvæg i Storbritanien, indtil begyndelsen af 1800-tallet. Det er antageligt beslægtet med Skyternes hornløse tamkvæg (år 485-425 f.kr.). Dets ankomst til De Britiske Øer ligger før historiske kilder er nedfældet, og falder måske sammen med de keltiske stammers indvandring. Men prototypen har været udbredt i Mellem- og Nordeuropa. Kullet tamkvæg i Gallowaydistriktet er vedholdende nævnt i historiske kilder med traditioner tilbage til den skoto-saksiske periode (År 400-800).
Den oprindelige anvendelse af gallowaykvæget har været ”mejeribrug” og kødproduktion, altså et traditionelt kvægbrug, som vi også kender fra det tidlige nordiske landbrug. I den tidligere middelalder ændres landbrugsstrukturen grundet en expansion i uldindustrien i Europa og fåret bliver det dominerende husdyr. Kvægets opgave bliver herefter nok så meget at rydde op efter fårene og vedligeholde gode græsgange, hvor siv, katteskæg og andre arter, der vrages af får ellers blev dominerende. Denne ændring må afgjort have spillet en rolle i de efterfølgende århundredes udvælgelse af avlsdyr. Driftformen er endnu bevaret i Gallowaydistriktet, hvor det siges: ”The sheep provide the bread, but the Galloways the butter and jam”.
Beskrivelse af racen
Skønt der i nyere tid er foregået en del avlsarbejde med at forøge gallowayracens størrelse, specielt på det nordamarikanske kontinent, er avlsarbejdet i Danmark koncentreret om den traditionelle skotske type, der netop er udviklet til de opgaver, som Galloway’en også primært anvendes til her, nemlig afgræsning af marginale græsningsarealer.
Gallowayen er dominant-kullet (hornløs) med et bredt næse- og muleparti, store markerede øjne, og moderat store fremadrettede ører. Halsen er af moderat længde, og konturen går lige over i ryggern hos koen, mens den med alderen bliver prominent hos tyre. Kroppen er dyb, afrundet og symmetrisk med en lige ryglinie. Benene er korte og robuste. Kroppens fylde er god og harmonisk.
Hårlaget er dobbelt med en tæt pels af lange dækhår yderst og et mere krøllet uldhårslag inderst. Farven er i hovedsagen sort med en brunlig glød, men brune, røde og beige typer findes også. Desuden er der ”belted Galloway”, der har et bredt, hvidt bælte rundt om den sorte, beige eller røde krop samt hvide Galloway med sorte ører og mule og hvid krop.
Køerne vejer 400-600 kg og tyrene 700-900 kg fuldt udvoksede. Gallowayen slagter godt med høje kødprocenter i kroppen. Kødet er indlejret i fedtmarmorering i bindevævet, hvilket giver en ideel struktur, smag og mørhed. Racen har ringe tilbøjelighed til at danne fedtpuder i underhuden.
Brugsegenskaber
Gallowayens hårlag er ideel til at modstå en lang række klimaforhold, idet det isolerer mod såvel ydre kulde som varme, og det lange dækhårlag afviser fugt. Dette betinger, at racen kan trives som udegangsdyr i såvel tropiske som periarktiske områder. I Danmark holdes dyrene næsten udelukkende som udegangsdyr hele året rundt, skønt den danske vinter med megen fugt og regn, samt store temperatursvingninger, nok hører til de mest problematiske vinterklimaer, idet kulden accentueres af den konstante fugt.
Det er gennem skotske undersøgelser påvist, at Gallowayen har et , i forhold til kropstørrelse, meget stort vomrumfang, der gennem kropsbygning (dyb og afrundet) tillige har store udvidelsesmuligheder. Det medfører, at dyrene kan omsætte meget store mængder grovfoder af ringe ernæringsmæssig kvalitet (stride græsser og halvgræsser, lyng m.v.). Mængden, der omsættes, sikrer de fornødne næringsstoffer og energimængder.
Dyrene har en god social struktur, hvor flokken fungere som enhed. Temperamentet er roligt, og dyrene er lidet påtrængende, de iagttager på afstand, og fortsætter derefter deres aktivitet. Men overfor trusler står flokken samlet og fast. Kælvningerne forløber gennemgående uden problemer, da et rummeligt bækken befordrer kælvninger uden besvær. Moderegenskaberne er gode, køerne passer og forsvarer deres kalve med omhu.
Som udegangsdyr, der kan hente sin næring fra grovfoder, har Galloway en robust konstitution, der sjældent giver problemer med sygdom. Tidsforbruget til pasning er følgelig lille, men passes skal de, og social kontakt mellem dyr og passer skal opretholdes. Vinterfodringen kan baseres på arealets vegetation, høstet grovfoder og eventuelt mindre mængder koncentreret foder. Dyrene skal holde huld, men ikke fedes om vinteren.
Gallowayen er også egnet til førstegangskrydsningsproduktion med andre racer. Krydsningsfrodigheden vil slå igennem, og gallowaykoens gode kælve- moderegenskaber samt det mindre vedligeholdelsesfoer (lille størrelse) kan udnyttes med fordel.
Gallowayen kan anvendes på gode græsgange, men er mest ideel til de marginale, lavproduktive græsningsarealer (såvel tørre som fugtige), hvor dens fortrin bedst kommer til udtryk, og kan værdsættes.